Webinars
Få mere ud af sundhed.dk
96 visninger
På sundhed.dk kan du se de sundhedsoplysninger, som læger, sygehuse og andre behandlere har registreret om dig. Men måske kniber det med at finde rundt i alle de mange muligheder, du får, når du logger på.
Vi giver dig en grundig gennemgang af, hvordan du bruger sundhed.dk.
View transcript
Hej og velkommen til det her webinar, hvor vi vil vise jer, hvordan I kan bruge Sundhed.dk og MinSundhed-appen til at få et overblik over jeres sundhedsdata. Lars og jeg vil være med jer her den næste times tid og tage jer igennem webinaret. Programmet her den næste times tid, det bliver, at vi først og fremmest giver jer en kort introduktion om sundhed.dk og efterfølgende viser vi jer helt konkret, hvordan I finder og bruger jeres sundhedsoplysninger. Til slut, runder vi af med nogle spørgsmål. Og I er i den forbindelse meget velkomne til at stille spørgsmål undervejs, hvis I har noget, I ønsker at få uddybet eller bare har nogle generelle spørgsmål til, hvordan man bruger vores hjemmeside og app. Det kan godt være, eller vi kan ikke love, at vi kan nå at besvare alle jeres spørgsmål, men vi skal nok gøre vores bedste for at komme så godt igennem dem som muligt. For en god ordens skyld, så skal vi lige huske at sige, at vi ikke kan besvare sundhedsfaglige spørgsmål, så I kan ikke stille konkrete spørgsmål til prøvesvar, sygdomme eller lignende. Og hvis I får behov for at gense det her webinar, så optager vi det, og vi kommer til at lægge det ud på vores hjemmeside på et senere tidspunkt. I vil samtidig også få tilsendt et link, så I kan se det, så snart den er klar. Og med det på plads, så vil jeg give ordet videre til Lars, som kort vil give en introduktion om Sundhed.dk. Ja, På vores hjemmeside Sundhed.dk, der har vi i mere end 20 år samlet og vist sundhedsoplysninger for alle danskere. Og igennem årene er der kommet mere og mere indhold på, som giver jer mulighed for at få indblik i egne sundhedsoplysninger. Noget, der ellers tidligere var forbeholdt de sundhedsfaglige at have et overblik over. Udover at have en masse indhold til borgere, så er Sundhed.dk også et arbejdsredskab for de sundhedsfaglige. Vi er ejet af staten, regionerne og kommunerne, hvilket gør, at vi er helt fri af kommercielle interesser. Men lad os prøve at se på, hvad man kan som borger på Sundhed.dk. På vores hjemmeside, der kan du se egne sundhedsoplysninger. Du kan tage stilling til f.eks. organdonation og behandlingstestamente. Så kan du finde pålidelig information om sundhed og sygdom, og du kan læse om behandling og patientrettigheder. I webinaret i dag, der vil vi have fokus på det her med, hvordan man ser sine egne sundhedsoplysninger. Vi vil nu tage jer igennem de forskellige muligheder, der er for at se ens egne sundhedsoplysninger. Og det gør vi ved, at vi kommer til at vise jer en række korte videoer. Og vi starter først og fremmest med at vise jer en video omkring, hvordan man logger på Sundhed.dk og finder den her overblikside, som vi kalder Min Side. Og Min Side er generelt noget, vi kommer til at vende tilbage til flere gange i løbet af det her webinar, fordi det er den nemmeste og hurtigste måde at få et overblik over de sundhedsoplysninger, man kan finde. Når du logger på Sundhed.dk, henter vi dine data elektronisk fra de forskellige sundhedsregistre i hele landet. Sundhed.dk opbevarer altså ikke dine personlige sundhedsdata, men henter og fremviser dem først, når du er logget på, sikkert med MitID. Når du logger ud igen, så lukker forbindelsen til dine sundhedsdata også. For at logge på, skal du klikke på den røde Log på-knap. Her skal du vælge Borger. Og nu vil du få fremvist Log-ind-siden til MitID. Her vil du normalt logge på med dit MitID, men i dagens anledning har vi opfundet en testperson, som allerede er logget ind. På Min Side får du et overblik over de selvbetjeningsløsninger, som kan vise dig dine sundhedsdata og registreringer. Dine muligheder på Min Side er opdelt under tre overskrifter. Den første overskrift hedder Sundhedsdata. Under Sundhedsdata er de oplysninger, som sundhedsvæsenet har registreret om dig. Det kan f.eks. være, hvis du har været i behandling på et sygehus eller har fået taget blodprøver hos din læge. Under den næste overskrift: Har du taget stilling? kan du selv registrere oplysninger. F.eks. kan du angive dine ønsker til organdonation eller registrere dine pårørende i dit stamkort. Under den tredje overskrift, registreringer og sikkerhed, kan du bl.a. se log-oplysninger, altså se hvilke sundhedspersoner, der har slået op i dine sundhedsdata, og du kan læse mere om sikkerhed og se afregninger fra konsultationer. Vi har fremhævet de mest anvendte selvbetjeningsløsninger på min side, så du nemt og hurtigt kan finde dem. Hvis du har børn under 15 år eller har fuldmagt til at se en andens data, kan du vælge person i toppen af siden. Her kan du se personvælgeren, hvor du kan se, hvilke personer du kan vælge imellem. Her klikker du på den person, du f.eks. har fuldmagt for. Du ser nu data for den valgte person, og det vil være tydeligt, hvilke selvbetjeningsløsninger du har adgang til at se, og hvilke du ikke har. Det vender vi tilbage til senere. Det var en video om, hvordan du logger på, og hvad du kan se inde på min side. Vi vil nu prøve at kigge nærmere på de enkelte løsninger, der ligger under min side. Vi kan ikke nå at vise dem alle sammen i dag, men vi har udvalgt de vigtigste og mest anvendte. Den første, vi skal kigge nærmere på, det er medicin. Her kan du få overblik over din receptpligtige medicin, Du kan se, hvor mange udleveringer du har tilbage, og så er det også muligt at anmode om receptfornyelse. Lad os se nærmere på medicin. Det første, du ser, når du klikker ind på selvbetjeningsløsningen medicin, er en oversigt over din aktuelle medicin. Det er den medicin, som du skal tage for tiden, og som en læge har ordineret til dig. Når du klikker på en medicinordination, kan du se flere detaljer, f.eks. hvilken læge, der har ordineret medicinen til dig. Du kan også se afsluttet medicin ved at sætte hak i boksen nede i højre hjørne. Og så kommer der en liste frem. Hvis du vil se en oversigt over dine åbne recepter, klikker du på Recepter og får en liste frem. Du kan se flere detaljer ved at klikke på den enkelte recept og se bl.a. hvor mange udleveringer der er tilbage på recepten. Samt flere detaljer. I selvbetjeningsløsningen er det også muligt at bede om receptfornyelse. Hvis det er muligt at forny en recept, vil der være en rød knap med teksten: Forny. Hvis du har klikket på den ud fra en given recept, kan du se anmodningen og følge om den er til godkendelse, er godkendt eller afvist i bunden af skærmen. I status for medicinkortet kan du følge om lægen har været inde og rydde op i din medicin. Og du kan følge den seneste ajourføring af medicinkortet. Du kan få mere information ved at klikke på Ofte stillede spørgsmål om medicin. Når du er færdig med at bruge din selvbetjeningsløsning, kan du vælge at klikke tilbage til Min side direkte op i højre hjørne på den røde firkant. Det var lidt om medicin. Hvis du har spørgsmål til din medicin, så skal du kontakte den læge, der har ordineret medicinen til dig. Ja, og vi har undervejs, eller mens videoen blev afspillet, fået nogle spørgsmål fra jer. Et af dem er, om man kan se sin medicin i Min Sundhed-appen, og om ens pårørende kan følge med i sine medicinoplysninger. Ja, Det første spørgsmål, det er også muligt at se sin medicin i vores app Min Sundhed. Tidligere var der en app, der hed Medicinkortet, hvor man kunne se sin medicin, men det blev besluttet at lukke den app, og i stedet for at flytte medicin over i appen Min Sundhed. Og i forhold til det her med pårørende, hvis du har fået eller har givet en fuldmagt, så gælder den helt automatisk både til vores hjemmeside og til appen, hvor du så kan se medicinoplysninger. Ja, og vi kommer lidt mere ind på det senere i webinaret, det her med Min Sundhed-appen og digitale fuldmagter. Men lad os gå videre til den næste selvbetjeningsløsning, som er prøvesvar. Og inde unde prøvesvar, der kan du finde dine svar på blod, urin, eller blandt andet blod, urin og vævsprøver, som enten er taget hos egen læge, eller på et offentligt sygehus, eller et andet prøvetagningssted. Når du får prøvesvaret ind på siden, så kan du sammenligne det med tidligere prøvesvar, og du vil også kunne se, hvordan det ser ud i forhold til normalområdet. Og det kan være meget godt lige at vide, at der er ret mange detaljer, man kan dykke ned i i den her løsning, og her har vi altså valgt at fokusere på det allervigtigste, du skal vide for at komme godt i gang. Så lad os se, hvordan det ser ud i praksis. Det grønne ikon betyder, at der er en artikel i Patienthåndbogen, hvor du kan finde mere. Når du klikker dig ind på selvbetjeningsløsningen Prøvesvar, vil du som standard se dine prøvesvar 6 måneder tilbage i tiden. Du kan dog selv ændre perioden, du vil se svar for, her i datovælgeren. Når du har valgt det rette datointerval, skal du trykke på den røde søg-knap, for at få fremvist dine prøvesvar. Du kan vælge, om du vil se dine svar i en liste sorteret efter dato, eller i et skema, hvor svarene er sorteret efter prøvetype. Hvis du vælger dato, vil du se den seneste prøve stå øverst. Ønsker du at se flere detaljer om prøven, kan du trykke på pilen ude til højre. Vælger du skema-visningen vil dine prøvesvar være sorteret efter prøvetype ude i venstre side. Øverst oppe vil du kunne se datoerne og klokkeslættet for hvornår, prøverne er taget. Det kan måske være svært at gennemskue, hvad prøvernes navne betyder. Hvis du er i tvivl, kan du prøve at bruge værktøjet Den Medicinske Ordbog til at slå svære ord op. For eksempel har vi prøvetypen hæmoglobin. Når du har indtastet det, vil du få en kort forklaring på, hvad det betyder. Du lukker Den Medicinske Ordbog ved at klikke på samme måde, som da du åbnede den. Ud for nogle prøvetyper vil du kunne se et grønt ikon. Det grønne ikon betyder, at der er en artikel i Patienthåndbogen, hvor du kan finde mere information. For eksempel har hæmoglobin en artikel i Patienthåndbogen. Artiklerne i Patienthåndbogen er skrevet og vedligeholdt af sundhedsfaglige. Hvis vi går tilbage til prøvesvarene, vil du lægge mærke til, at nogle har nogle forskellige farver og forskellige symboler. En pil op eller ned i dit prøvesvar viser, at værdien er over eller under normalområdet. Det er ikke nødvendigvis farligt, når et prøvesvar er uden for normalområdet. Den sundhedsperson, der har dig i behandling, har pligt til at følge op, hvis der er noget i dit prøvesvar, der er alarmerende. Det kan være svært at huske, hvad alle symbolerne i denne selvbetjeningsløsning betyder, så brug endelig denne symbolforklaring i venstre side under skemaet, hvis du er i tvivl. Hvis du har brug for at sammenligne flere prøvesvar for samme prøvetype over tid, kan du klikke på grafvisningen. Du skal selv udvælge svar til grafvisningen. Hvis der er svar, du ikke kan forstå, skal du tale med din læge. Ja, Beklager lige forvirringen i starten af videoen, men den startede simpelthen midt inde i videoen, så vi var nødt til lige at starte den forfra. Vi håber, I stadig godt kunne følge med i, hvordan I kunne se jeres prøvesvar inde på Sundhed.dk. Og noget, der kan være godt lige at sige her i forhold til den her løsning, det er, at lige så snart laboratoriet har registreret dit prøvesvar, så bliver det vist for dig på Sundhed.dk. Og derfor kan det altså godt være, at du kan nå at se, eller du når at se prøvesvaret, før din læge eller hospitalet har set det. Og der kan måske være nogle prøvesvar, der kan være svære at forstå eller tolke selv, men du kan altså være tryg ved, at din læge eller hospitalet nok skal give dig besked, hvis der er noget vigtigt, du skal vide i forhold til resultatet. Men det kan sagtens være, at de ikke har nået at se svaret endnu. Ja, og inden vi går videre, vil vi se, om vi har fået nogle spørgsmål. Saaluja vi har fået et her, der hedder, hvor hurtigt kan man se sit prøvesvar inde på vores hjemmeside? Ja, og det afhænger lidt af, hvilken type af prøve, der er blevet taget. Nogle prøver vil du kunne se måske samme dag, måske i løbet af et par timer. Og nogle prøver kræver noget mere tid til at blive analyseret. Og der kan måske gå nogle dage, før du ser dem. Men altså lige så snart laboratoriet har færdiganalyseret prøven og har registreret det i deres system, så bliver det vist for dig uden forsinkelse på Sundhed.dk Der er også en, der spørger, hvorfor kan jeg ikke se alle mine prøvesvar fra egen læge? Ja, du kan se de fleste prøvesvar fra egen læge. Det afhænger simpelthen af, om prøven er blevet sendt til analyse på et af de her regionale laboratorier, som typisk ligger på hospitalerne, eller om egen læge analyserer, eller lægeklinikken analyserer prøverne i deres lægeklinik selv. Og det gør de med nogle af prøverne. Det er typisk nogle hurtig-tests som de selv kan analysere. Det kan være fx sådan noget som fingerprik-tests. Men ellers så bliver langt de fleste typisk sendt videre til et af de her regionale laboratorier, og så vil du kunne se dem på sundhed.dk. Ja. Lad os gå lidt videre i programmet. Det næste, vi skal kigge på, det er journaler. Inden på vores hjemmeside, der kan du få adgang til at se dine journaler fra offentlige sygehuse og privathospitaler. Det er også muligt at se journaler fra nogle praktiserende speciallæger, når du er færdig med dit forløb hos dem. Men lad os prøve at se en video, der viser, hvordan I ser jeres journaler. Når du klikker ind på journaler, ser du en oversigt over dine forløb på sygehuse eller hos speciallæger. Forløbene står i rækkefølge efter den dato, hvor journalforløbet senest er opdateret. Det er altså ikke nødvendigvis den dato, du har været på et behandlingssted. Du kan begrænse søgningen på dit forløb ved at filtrere på datoer, eller kun få vist journaler fra offentlige sygehuse eller private hospitaler eller praktiserende speciallæge. Du kan også filtrere på behandlingssteder eller diagnoser ved at klikke her på den røde bjælke. Måske bemærker du, at der står 'Cave' her. Cave er et medicinsk fagudtryk for lægemidler eller fødevarer, som du ikke bør få. Typisk på grund af en allergi. Her i Cave står der, hvilke allergier hospitalets systemer har registreret om dig. I oversigten over dine forløb kan du bl.a. se, hvornår et forløb er startet og hvor forløbet er foregået. Du kan også se, hvor mange notater der eventuelt ligger i forløbet. Sundhedspersonalet kan have skrevet mange notater på mange forskellige datoer igennem et enkelt forløb. Og du kan også have forløb uden notater. For et forløb, der er afsluttet, kan der også være en epikrise. Det er et digitalt udskrivningsbrev, som sygehuset sender til din egen læge og den læge, som har henvist dig, når forløbet afsluttes. Hvis der er journalnotater på et sygehusforløb, kan du klikke på notat-ikonet for at læse dem. Den nyeste notat ligger altid øverst, og du kan scrolle ned og finde notater for hele forløbet. Det kan være svært at forstå notaterne, da de er skrevet på et fagsprog. Journalen fungerer nemlig primært som sundhedspersonalets arbejdsredskab. Har du brug for hjælp til at forstå et notat, er det vigtigt at vide, at man kan bruge medicinsk ordbog og indtaste ord og naturligvis kontakte egen læge eller den sygehusafdeling, der har skrevet notatet. Vi kan vende tilbage til Min side ved at klikke på Min side og Min side. Det var journaler. Ligesom med prøvesvar, så skal du være opmærksom på, at du kan få vist indhold i dine journaler, som kan være svære at tolke eller som kan gøre dig bekymret. Du bør derfor altid overveje, om du skal snakke med din læge, inden du selv kigger din journal. Det er også vigtigt for os at sige, at lægen eller hospitalet vil altid give dig besked, hvis der er noget vigtigt, du skal have at vide. Men det er ikke sikkert, at de har nået at kontakte dig, inden du selv har mulighed for at læse din journal på vores hjemmeside. Hvis du gerne vil vide mere specifikt i forhold til, hvor du er... Nej, vi tager et spørgsmål. Ja, vi har nemlig fået et par spørgsmål. Vi har nogle af jer, der spørger, hvor lang tid der går, før man kan se sin journal på Sundhed.dk. Ja, og det var det, jeg var lidt ved at tage hånd om inden. Man kan cirka se sin journal inden for omkring et døgnstid. Det afhænger lidt af, hvornår de sundhedsfaglige får skrevet journalerne ind, og hvornår de bliver sendt videre i systemet, men typisk inden for et døgnstid. Hvis man gerne vil vide det mere specifikt i forhold til et sted, man er i behandling, så kan man altid spørge personalet der, hvor man er. Ja. Ja, lad os gå videre til den næste selvbetjeningsløsning, som hedder røntgen og scanning. Og det er herinde under, at du kan finde dine seneste svar på røntgen- og scanningsundersøgelser, så det kan være sådan noget som CT-scanninger eller MR-scanninger og helt almindelige røntgen-undersøgelser. Og det er så, hvis de er taget på et offentligt sygehus, at de bliver vist her på Sundhed.dk. Og det er altså ikke selve billederne af scanning og røntgen-undersøgelserne, du kan se. Det er tekstbeskrivelser, som de sundhedsfaglige personer har skrevet og lagt ind. Så lad os se nærmere på det. Hvis du klikker dig ind på løsningen, røntgen og scanning, vil du automatisk få fremvist dine undersøgelsesvar inden for det sidste halve års tid. Ligesom med flere af de andre løsninger, kan du også her selv vælge, hvilket datointerval du gerne vil søge indenfor. Når du har fundet det rette datointerval og trykket søg, vil du få fremvist en liste nedenfor. I listen, eller overblikket, vil du ude til venstre kunne se, hvilken dato undersøgelsen er blevet foretaget. Du vil også kunne se, hvad du er blevet undersøgt for, samt hvem der har foretaget undersøgelsen. For at kunne se selve tekstbeskrivelsen, altså selve undersøgelsessvaret, skal du klikke dig ind på den enkelte undersøgelse. Hvis vi f.eks. klikker os ind på den nederste undersøgelse her, vil der åbne sig et nyt vindue, hvor du kan finde hele undersøgelsessvaret. Der vil i mange tilfælde være blevet brugt lægefaglige termer, som måske kan være lidt sværere at forstå. I den situation kan det være en god idé at bruge den medicinske ordbog, som vi allerede har været inde omkring. Du kan naturligvis også tale med den sundhedsfaglige person, som har bestilt eller udført din undersøgelse. Af og til kan du blive bedt om at printe eller downloade svaret på din undersøgelse til en behandler, der ikke har digital adgang til dine sundhedsdata. Det gør du ved at rulle helt ned i bunden af vinduet og klikker på knappen Udskriv. Yes - det var røntgen og scanning og som I måske lagde mærke til, så er der ret meget fagsprog i de her tekstbeskrivelser og det er simpelthen fordi, at det også er lavet til, at sundhedspersoner kan følge op på det men hvis man er i tvivl om, hvad noget af det betyder så kan altså, som der også bliver nævnt i videoen, bruge den her medicinske ordbog til at slå nogle af ordene op. Hvis man derudover stadig har behov for hjælp med at forstå nogle af tingene, så skal man kontakte den sundhedsfaglige person, som har bestilt undersøgelsen eller den læge, der har lavet undersøgelsen. Ja, og der er kommet nogle spørgsmål. Det ene er, hvor lang tid der går, fra man har været til en røntgen-undersøgelse, til at man kan se svaret inde på sundhed.dk? Ja, og det kan variere. Typisk så kommer de ind i løbet af et par dage, men hvis du er i tvivl om, hvornår du kan forvente at se dem, så er det bedst at kontakte den læge, der har undersøgt dig. Det er noget, de bedst kan svare på. Der kan være forskellige procedurer. Der er også nogen, der spørger ind til, om man kan se billederne fra selve undersøgelsen. Ja, og det kan man ikke. Man kan ikke se selve billederne. Jeg tror lige, jeg nævnte det kort tidligere. Det er alene de her tekstbeskrivelser af undersøgelserne, man kan se. Altså lægen, som er gået ind og laver en tekstbeskrivelse på baggrund af billederne. Hvis du har behov for at se selve billederne, så kan du henvende dig hos det behandlingssted, som har lavet undersøgelsen. Ja. Lad os gå videre. Det næste, vi skal kigge nærmere på, det er aftaler. For inde på vores hjemmeside, der kan du få overblik over dine aftaler med sygehuse, egen læge, speciallæger og kommunale sundhedsaftaler. Og en kommunal sundhedsaftale, det kan være hjemmehjælp eller hvis man er i genoptræningsforløb. Og sundhedsfaglige på tværs af hele sundhedsvæsenet har også adgang til at se dine aftaler, så du gerne skulle undgå at blive dobbeltbooket, hvis du har mange aftaler. Men lad os prøve at kigge nærmere på, hvordan du får overblik over dine aftaler. I aftaler ser du en oversigt over alle dine aftaler på tværs af sundhedsvæsenet. Aftalerne har forskellige farver, afhængigt af, hvem de er med. Du kan også vælge kun at se nogle aftaler fra forskellige steder. I listevisningen vil du se, at din næste aftale er fremhævet som den øverste. Under kommende aftaler kan du se dine kommende aftaler inklusivt den næste aftale. Du kan filtrere, så du også ser tidligere aftaler. Eller filtrere i datovælgeren og vælge en bestemt dato eller en periode. Ønsker du ikke at få vist aftalerne som en listevisning, kan du vælge at få vist det som en månedsvisning eller en ugevisning i et praktisk kalenderformat. Hvis du klikker på en aftale, vil du få flere oplysninger. Du skal holde dig for øje, at der kan være to adresser angivet. En under aftaleudførende organisation og mødested. Som patient er det vigtigt at forholde sig til mødestedet og ikke hvem der har lavet aftalen i systemet. Hvis du er indkaldt til et hospital eller sygehus, er det vigtigt at du kigger i din digitale postkasse og ser om du skulle have fået et indkaldelsesbrev der. I indkaldelsesbrevet kan der stå vigtige oplysninger, såsom om du skal møde fastende, om der er oplysninger om hjemtransport og lignende. Når du er færdig med at bruge siden, kan du blot klikke på Min side og Min side igen. Så er du tilbage til dit overblik. Ja, vi har fået et par spørgsmål, og vi har i hvert fald fået et spørgsmål omkring aftaler i forhold til, om man kan aflyse dem eller om man kan flytte dem. Ja, altså på vores hjemmeside kan man ikke ændre i sine aftaler. Så hvis du gerne vil aflyse en aftale, du vil gerne ændre tidspunktet eller du opdager en fejl i den, så skal du kontakte det sted, som du har aftalen med. Ja, det kan man ikke direkte, hverken i appen eller på Sundhed.dk. Ja, den næste løsning, vi skal kigge på, hedder henvisninger, og det er inde under henvisninger, du kan se de henvisninger, som din læge har lavet. Det kan være til hospitalet, til en speciallæge eller en fysioterapeut, hvis din læge mener, at der er behov for yderligere behandling eller yderligere undersøgelse. Og du kan både se tidligere henvisninger inde på siden, og du kan se de nuværende aktive henvisninger selvfølgelig. Og samtidig kan du også få hjælp til at bruge det, der hedder Find Behandler, som er en funktion, vi har, hvor du kan gå ind og finde den type behandler, som du er blevet henvist til. Så lad os se, hvordan man kan se sine henvisninger. Lad os se nærmere på løsningen Henvisninger. Under Henvisninger vil du kunne finde dine aktive henvisninger. De aktive henvisninger dækker over de henvisninger, du kan benytte. Det vil altid være den seneste henvisning, du har modtaget, som ligger øverst. Ude til venstre vil du kunne finde henvisningsdatoen. I nogle tilfælde vil der være en udløbsdato. Du vil også kunne finde information om, hvem det er, der har henvist dig, og hvem du er blevet henvist til. For at kunne se flere detaljer om den enkelte henvisning, skal du klikke på den specifikke henvisning. Her vil du kunne finde flere detaljer om bl.a. henvisningsårsagen, og der vil være skrevet noget mere information til den behandler, som henter din henvisning ned. Hvis vi går tilbage til oversigten af dine henvisninger, vil du nedenunder dine aktive henvisninger kunne finde dine tidligere henvisninger. Og de tidligere henvisninger dækker over de henvisninger, som er i gang eller som er afsluttet. De kan altså ikke længere hentes af en behandler. Når du skal bestille tid, skal du finde en behandler inden for det speciale, du er blevet henvist til. Du kan finde specialenavnet herude til højre. Du kan f.eks. være blevet henvist til en psykolog, en kirurg, en fysioterapeut eller noget helt andet. Hvis du henviser til en afdeling på et hospital, skal du ikke gøre noget, så får du automatisk et indkaldelsesbrev tilsendt. Du kan finde en oversigt over speciallæger og andre behandlere i vores selvbetjeningsløsning Find Behandler, som du finder under de aktive henvisninger. Lad os klikke ind på Find Behandler. I Find Behandler kan du finde en læge, en speciallæge, en fysioterapeut, tandlæge eller en anden behandler. Du kan nemt vælge en behandler ved at trykke på Behandlere, hvorefter du vil få fremvist en liste, som står i alfabetisk rækkefølge. Lad os sige, at vi skal finde en fysioterapeut. Så klikker vi os ind på Fysioterapeuter. Og du vil nu kunne se, at der er 811 resultater, når du klikker på Fysioterapeut. Det er nu muligt at præcisere din søgning ved at filtrere på f.eks. beliggenhed. Lad os f.eks. vælge Aabenraa. Du kan også vælge, om du vil søge efter en fysioterapeut eller en behandler med tilskud ved henvisning. Endelig kan du også vælge, at du vil sortere søgeresultaterne efter ventetid. Så vil du få fremvist de behandlere, som har kortest ventetid først. Du vil nu kunne se, at vi kun kigger på 8 resultater ud af de 811. Du kan se flere detaljer om behandlerne ved at klikke på deres navn. Det var lidt om henvisninger. Lad os gå tilbage til overblikssiden. Ja, det var lidt om henvisninger. Der er kommet nogle spørgsmål ind undervejs. Der er en, der spørger her, om man skal printe sin henvisning og tage den med der, hvor man skal i behandling. Ja, det behøver man ikke. Man behøver ikke at printe sin henvisning, fordi den behandler, som du er blevet henvist til eller har bestilt tid hos, kan selv hente den ned digitalt ved hjælp af dit CPR-nummer. Så det er ikke nødvendigt. Der er også et til spørgsmål omkring, hvad skal man gøre, hvis man ikke kan se sin henvisning inde på vores hjemmeside? Hvis man ikke kan se henvisning inden på Sundhed.dk, så skal man egentlig først og fremmest kontakte sin læge, den læge, der har lavet henvisningen. Men det er en god idé lige at være opmærksom på, inden man ringer til lægen, at der er nogle henvisninger, man ikke kan se på sundhed.dk. Og det er fx henvisninger til røntgen og scanningsundersøgelser på et hospital. Der vil man i stedet blive indkaldt via e-boks eller med fysisk post, hvis man ikke har digital post. Ja. Og nu har vi kigget på en masse forskellige selvbetjeningsløsninger, hvor det er sundhedsfaglige personer, der går ind og registrerer jeres oplysninger. Men der er faktisk også mulighed for, at I selv kan registrere nogle oplysninger. Og vi lægger ud med at kigge på det, der hedder stamkortet. Ja, for i stamkortet, der kan man se og indtaste stamoplysninger om sig selv, fx sit telefonnummer. Det er også muligt at taste ind, hvem der er ens nærmeste og hvad deres telefonnummer er. Og sundhedsfaglige på tværs af hele sundhedsvæsenet har adgang til at se de her stamoplysninger. Men lad os prøve at se på, hvordan man registrerer. Når du klikker ind på dit stamkort første gang, vil du opdage, at nogle af oplysningerne er udfyldt på forhånd. Det skyldes, at de automatisk hentes fra andre kanaler. Eksempelvis indhentes din adresse fra CPR-registeret. Du kan selv redigere i oplysningerne herinde, tilføje de ting, der eventuelt mangler og tilføje pårørende. Det gør du ved at klikke på tilføj pårørende. Og herefter indtaste navn på personen. Vi kan antage, at det er vedkommendes søster. Og her kan vi skrive et telefonnummer ind på personen. Hvis man har lyst, kan man skrive supplerende oplysninger i dette felt, og ellers trykke på gem. En pårørende kan være et nært familiemedlem, en forældre, et barn. Men det kan også være en god ven eller en nabo, der står for at hjælpe med ting derhjemme. Det bestemmer man helt selv. Du kan også anføre så mange pårørende, du ønsker. Vi anbefaler ikke, at der er mere end fem. Det er for at gøre det mere overskueligt for sundhedspersonalet, der skal læse i dit stamkort. Når du vender tilbage til min side, klikker du blot på min side, min side igen, og så er du tilbage til dit overblik. Det var en video om stamkortet. Og nu vi er ved det her med pårørendes data, så vil Saaluja fortælle jer, hvordan man får adgang til at se pårørendes data. Ja, og vi kom lidt omkring det her med fuldmagt tidligere i webinaret. Det er nemlig sådan, at man selv kan give fuldmagt til andre, men man kan også anmode om at få en fuldmagt fra nogen. Og det er ikke alle løsninger, man kan oprette en fuldmagt til. Det er nogle helt specifikke løsninger, man kan gå ind og vælge. Og det kan især være praktisk, hvis man har en pårørende, der står i en svær sygdomssituation, og man gerne vil hjælpe med at følge med i deres sygdomsforløb, at have sådan en digital fuldmagt. Så lad os se, hvordan man opretter sådan en fuldmagt, og også hvordan man så vælger eller ser den her pårørendes oplysninger på sundhed.dk, når fuldmagten er oprettet. Når du vil oprette en fuldmagt til en pårørende, skal du inde på Min side rulle ned og trykke på Fuldmagt. Inde under Fuldmagt-siden kan du læse mere om fuldmagt til pårørendes data ved at trykke på linket her. Nede under linket skal du trykke på Se eller opret fuldmagt for at komme i gang med at oprette fuldmagten. Når du trykker på linket, bliver du automatisk ført over til en anden hjemmeside, som tilhører Digital Fuldmagt. Her vil du oppe i toppen kunne give en fuldmagt. Du vil kunne anmode om en fuldmagt. Og for de fuldmagter, du allerede har, vil du under Mine fuldmagter kunne finde en liste over dem. Når du giver eller anmoder om en fuldmagt, skal du udfylde nogle forskellige oplysninger. Herudover skal du sætte flueben ud for de løsninger, du ønsker at få fuldmagt til på sundhed.dk. Du bestemmer helt selv, hvilke løsninger du ønsker at give eller anmode om fuldmagt til, og hvor længe fuldmagten skal være gældende. Og du kan til enhver tid trække fuldmagten tilbage. Hvis du ikke har MitID, eller ikke er særlig stærk i det digitale, kan du stadig afgive en fuldmagt. Det kræver blot, at den person, som du ønsker at give en fuldmagt til, selv logger ind med sit MitID og anmoder om fuldmagten. Når fuldmagten er oprettet, vil du umiddelbart efter kunne tilgå de pågældende oplysninger på Sundhed.dk. Lad os se nærmere på, hvordan du tilgår de oplysninger, du har fået fuldmagt for. Når fuldmagten er gået igennem, og du vil se dine pårørendes data, skal du logge på Sundhed.dk med dit eget MitID. Du vil som nævnt tidligere automatisk blive videredirigeret til Min side, når du logger på. På Min side vil du i personvælgeren kunne se den person, du har fået en fuldmagt til. Når personen er valgt, vil du kunne klikke på de selvbetjeningsløsninger, du har adgang til. De løsninger, som er grå i farven, er de løsninger, du ikke har en fuldmagt til. Dem kan du altså ikke tilgå for den person, du har fuldmagt for. Du kan fint tilgå de løsninger, der er fremhævet, som f.eks. medicin. Her kan du også vælge at skifte tilbage til dig selv. Lad os gå tilbage til overblikssiden. Der er kommet et par spørgsmål herinde i chatten, mens vi har været på video. Der er en, der spørger Saaluja, hvordan man kan fjerne en fuldmagt igen. Ja, man kan fjerne en fuldmagt næsten ligesom samme måde, som man opretter den. Det er også, hvis man har MitID, så kan man gøre det på Borger.dk. Hvis man ikke har det, så kan man få hjælp af borgerservice i sin kommune. Man kan også, når man opretter selve fuldmagten, selv bestemme, hvornår fuldmagten skal udløbe. Men hvis man så beslutter sig for, at den skal udløbe tidligere, så kan man selvfølgelig gå ind og fjerne den, eller tilbagetrække fuldmagten helt. Så ja, det kan man altid. Ja, så er der også en, der stiller et meget relevant spørgsmål her i alt det her digitale noget. Hvordan får jeg adgang til min mors data, når hun ikke selv har MitID? Ja, og når hun ikke selv har MitID, så kan hun i hvert fald ikke oprette den digitalt. Men du kan som pårørende selv logge ind med dit MitID og anmode om en fuldmagt fra din mor. Og så vil hun så få tilsendt en papir-fuldmagt, altså et fysisk brev, som hun kan udfylde og underskrive. Og så skal den så enten afleveres hos borgerservice i kommunen, eller sendes til borgerservice. Alternativt, så kan I også bestille tid hos borgerservice, som kan hjælpe jer med at få udfyldt og registreret fuldmagten. Ja, vi har egentlig været igennem de mest anvendte selvbetjeningsløsninger nu. Og jeg håber, det har været med til at give jer et godt overblik. Siderne er bygget forholdsvist ens op. I hvert fald for eksempel sådan noget som datovælger og hvordan man vælger sine pårørende inde på siden. I vil også kunne se typisk enten øverst eller nederst på siden, at der er et link til ofte stillede spørgsmål, så I selv kan finde svar på de ting, som folk typisk har spørgsmål til. Og ja, inden vi slutter helt, så skal vi jo også lige snakke om Min Sundhed appen. Ja, for indtil nu har vi haft fokus på vores hjemmeside, sundhed.dk, men vi har også vores app, Min Sundhed. Den ser sådan her ud, og I kender den måske fra hjertet, hvis I allerede har Min Sundhed på jeres telefon. I Min Sundhed, der har vi samlet udvalgte løsninger fra vores hjemmeside. Du kan få adgang til aftaler, henvisninger, journaler og medicin. Du kan se prøvesvar, beskrivelser fra røntgen og scanning og dine vaccinationer. Og som noget relativt nyt, så er det også muligt at tage stilling til organdonation i vores app, Min Sundhed. Og hvis du har fået eller givet fuldmagt, så er det også muligt at se adgang til pårørendes oplysninger inde i appen. Og du kan enten se de enkelte løsninger via genvejene på forsiden, f.eks. hvis du vil se din seneste prøvesvar, eller hvis du vil have overblik over din medicin. Det er også muligt at få et samlet overblik på tidslinjen. Hvis du klikker nede i bunden af vores app, hvor der står tidslinje, så vil du få vist et kronologisk forløb med alle dine sundhedsoplysninger. Hvis du ikke allerede har appen på din telefon, så kan du downloade den der, hvor du plejer at downloade dine apps, altså i App Store eller i Google Play. Det var hjemmesiden og vores app, Min Sundhed. Vi håber, I har fået et godt indblik i, hvordan I ser de oplysninger, som er relevante for jer. Som nævnt helt i starten, så har vi også anden god information på vores hjemmeside, ud over jeres egne sundhedsoplysninger. Vi kan f.eks. nævne patienthåndbogen, hvor man kan søge på symptomer og sygdomme, og så er det også muligt at læse om behandling og patientrettigheder inde på vores hjemmeside. Ja. Lad os samle op på nogle af de spørgsmål, I har stillet undervejs. Jeg kan se, vi har fået en del spørgsmål omkring, hvorvidt man kan se journal fra egen læge på Sundhed.dk. Ja. Det er ikke muligt at se journaler fra egen læge, som det er lige nu, men det er blevet besluttet, at det skal være muligt at se dem, og det vil det blive inden udgangen af 2026. Ja. Og så har vi nogen, der spørger, om ens fuldmagt både gælder til sundhed.dk og Min Sundhed appen. Ja, og hvis man har givet og fået en fuldmagt, så gælder det helt automatisk, både til hjemmesiden Sundhed.dk og til vores app, Min Sundhed. Lad os prøve at se, hvad der ellers er kommet ind i chatten. Der er også en, der spørger her, hvis man oplever en fejl i sin journal, hvad man så skal gøre. Ja, og hvis man oplever forkerte oplysninger, eller oplysninger, man måske ikke er enige med, så er det altid den afdeling, som har, eller det behandlingssted, som har skrevet oplysningerne, man skal kontakte. Og så skal de nok vurdere, hvad der er. Ja, det er i hvert fald behandlingsstedet, man skal have fat i, i forhold til forkerte eller, ja, forkerte oplysninger. Så er der en, der spørger os godt ind til her omkring, hvor man kan taste ind i forhold til sit behandlingstestamente, som vi nævnte tidligere. Ja, behandlingstestamentet, det kan du finde, hvis du går ind på den her overbliksside, Min Side, så ligger det under den kategori, der hedder, har du taget stilling. Der ligger et link til noget, der hedder livs- og behandlingstestamente, og der kan du så logge ind og tage stilling til det. Ja, lad os se, hvad der ellers er kommet ind. Der er mange af jer, der spørger ind til sådan en forståelse af jeres journal eller tolkninger af prøvesvaret. Ja, og som jeg tror, vi kom ind på tidligere også, så hvis der er noget, man ikke forstår i sine prøvesvare eller journaler eller generelt bare i sine sundhedsoplysninger, så er det altid bedst at kontakte sin egen læge eller den læge, der har behandlet en. Det er dem, der er bedst kvalificerede til at kunne svare på, hvad indholdet betyder. Her hos os i Sundhed.dk, der kan vi primært hjælpe jer med at bruge vores hjemmeside og hvis I skulle opleve problemer eller tekniske fejl. Ja, og vi kan nå et sidste spørgsmål. Der er også nemlig flere, der har spurgt ind til, om det er muligt, at se det her webinar bagefter. Ja, det er muligt at se webinaret bagefter. Vi optager hele det her webinar, og det bliver på et senere tidspunkt lagt ud på vores hjemmeside. Og I får også et link direkte i jeres mail, når optagelsen er klar. Ja, så vil vi egentlig bare sige tak for alle jeres gode spørgsmål. Det er muligt, at hvis I har flere spørgsmål at kontakte vores support. I kan finde vores supports kontaktoplysninger nede i bunden af vores hjemmeside ved at trykke på det link, der hedder Kontakt. Og vi har åbent alle hverdage. I kan også bruge vores chatbot nede i højre hjørne, som I kan bruge hele døgnet rundt. Ja, så er det blevet tid til at runde af. Tak fordi I ville være med. Vi kommer til at sende jer en mail med et link til en evaluering, som vi håber, I vil være med til at besvare. Og i mailen vil der også være direkte links til at downloade MinSundhed appen. Og med det, så vil vi bare sige tak for i dag. Tak for i dag.